7 konkrete råd til en god speciale proces
Vi har lavet 7 konkrete råd, du kan følge for at øge din trivsel, mens du skriver speciale. Flere af rådene kan også bruges, hvis du skriver andre større opgaver såsom bacheloropgave på Via University College eller universitetet.
01
Styr på hverdagen
Noget af det mest krævende i en specialeproces er, at der er meget lidt struktur på din hverdag. Det er derfor vigtigt, at du selv får skabt en god struktur på din uge og dine dage – en struktur som du trives med. Det kan være, du skal sidde på en bestemt læseplads i et bestemt tidsrum hver dag og aftale at spise frokost med nogle af dine medstuderende/ venner på et bestemt tidspunkt dagligt. Måske skal du lægge bestemte aktiviteter ind på bestemte dage, så du ved, at du f.eks. fast tirsdag mellem 9-11 ordner praktiske ting (betaler regninger, går til tandlægen m.v.) og om torsdagen går til yoga/badminton eller lignende.
02
En kort, en lang…
Lav både en langsigtet og en kortsigtet plan for din specialeproces. Start med at lave en langsigtet tidsplan for, hvornår du skal være færdig med bestemte dele af arbejdet med dit speciale. Hvornår skal du f.eks. være færdig med at læse til dit teoriafsnit, og hvornår skal det være færdigskrevet? Hvornår går du i gang med analysen og har deadline på den? Hvornår har du vejledning med din vejleder? På ”kalendersiden.dk” kan du finde simple månedsoversigter, hvor du kan skrive din langsigtede tidsplan ind. Den kortsigtede plan handler om, hvad du skal lave den kommende uge - altså hvad skal du arbejde på mandag, tirsdag og onsdag m.v.? ”Tiger” har ofte ugekalendere til salg.
Husk at lave realistiske tidsplaner, som du kan leve op til – det øger motivationen!
03
Skriv fra ende til anden
Et speciale er som bekendt langt og indeholder en stor mængde viden og tænkning, som du umuligt kan rumme i dit hoved på samme tid. Det er derfor vigtigt, at du læser og skriver parallelt og ikke tænker, at du skal læse på hele dit felt og så derefter gå i gang med skrivningen. Når du f.eks. har læst om en bestemt teoretiker, så skriv afsnittet om netop denne del af teorien, og gå først derefter videre til næste teoretiker eller perspektiv. På den måde oplever du tilfredsstillelsen ved at have ”produceret” noget og mere konkret at være ”på vej” med specialet. De skrevne afsnit behøver ikke være fikse og færdige, men blot nogenlunde indeholde det rette indhold og også gerne referencer (de er så svære at finde efter nogle måneder).
04
Hold da helt fri!
Det er vigtigt for både din trivsel og dit slutprodukt, at du holder helt fri fra specialet hver uge - gerne to hele dage om ugen. Hvis du hele tiden mentalt er i gang med specialet, kan det blive virkelig svært at se klart på det, du skriver. Du bliver simpelthen ”blind” i forhold til både overblikket over specialet og specialets styrker. Hold helt og aldeles fri og sørg indimellem for at lave aktiviteter, så du slipper dit speciale mentalt – vær sammen med dine venner, fest, mediter´, løb en tur eller hvad der nu får dig på helt andre tanker.
05
Din vejleder skal lede dig på vej
Ja, din vejleder skal netop lede dig hele vejen igennem dit speciale. Han eller hun skal være din hjælper og din kontinuerlige støtte specialet igennem og ikke blot bruges til at godkende afsnit eller være én, du skal præstere overfor. Der kan ofte være en ambivalens forbundet med at række ud efter hjælp hos vejlederen, da han eller hun jo har en dobbelt rolle, idet vedkommende også skal vurdere specialet i sidste ende. Min erfaring er, at langt de fleste vejledere gerne vil hjælpe kontinuerligt og ser det som en naturlig del af processen at have brug for støtte og sparring undervejs.
Sørg for i starten af semesteret at planlægge faste vejledninger (f.eks. 1 gang om måneden), hvor du og din vejleder fra gang til gang aftaler, hvad du skal have færdigt til næstkommende vejledning.
06
Du er ikke alene…
Specialeprocessen kan nemt blive en isoleret og ensom periode, hvor du arbejder meget alene med dit projekt. Som tidligere skrevet er det centralt at bruge din vejleder og på den måde slippe isolationen, men det kan også være vigtigt at være sammen med medstuderende eller venner, der også skriver speciale eller søger arbejde. Det kan være, du skal tage kontakt til medstuderende og spørge, om I skal sidde på samme læsesal/ læsested. Eller at du skal lade medstuderende eller venner, der måske kender lidt til dit fag, følge med i din proces, give sparring og læse afsnit, du er tvivl om, hvorvidt fungerer. Det giver nye perspektiver på både styrker og svagheder og som oftest blik for det, du selv tager for givet i specialet.
Hav mod til at række ud efter andre! Som oftest vil de have samme behov som dig og blive glade for, at du vil sparre/ sidde sammen med.
07
Få ros!
Ros motiverer og giver ny energi til din proces. Det kan være virkelig demotiverende at få kritik på dele af sit speciale, hvad enten det er fra din vejleder, medstuderende eller andre. Konstruktiv kritik er vigtig og en hjælp, men det er utrolig vigtigt også at få at vide, hvor noget fungerer og er godt, da det virker motiverende og giver dig mod på at arbejde videre med specialet. Ofte glemmer andre utilsigtet at fortælle dig, hvad der faktisk fungerer, fordi de meget gerne vil hjælpe dig videre og bidrage med det, de kan. Det er derfor en god idé tydeligt at bede om at få at vide, hvad der helt konkret fungerer godt - hvor er der en god pointe og hvor er noget godt formuleret? Dette gælder både, når du sender noget til din vejleder, eller når medstuderende eller andre skal give dig feedback – bed om konkret ros!